Henrik Ibsens skrifter

Når jeg i sin tid ikke besvarede ​det venlige brev, De under 13. April 1881 havde den godhed at tilskrive mig, så var grunden den, at jeg ikke ønskede i mere udstrakt grad end for mit anliggende absolut nødvendigt at lægge beslag på Deres opmærksomhed.

Nu er imidlertid øjeblikket kommet, da jeg igen må besvære Dem med en længere fremstilling. Med levende glæde har jeg gennem ​ «Dagbladet» erfaret, at De for det nu forsamlede storthing har fremsat ​forslag om forhøjelse af Bjørnsons og min digtergage, og af nogle ytringer i Deres brev tør jeg slutte, at der altså iår er ialfald nogen sandsynlighed for at sagen kan vinde stemning for sig i nationalforsamlingen.

De har anset det ønskeligt at erholde nærmere oplysning om de tab, som jeg formener at der er påført Bjørnson og mig gennem ​mangelen på en literær konvention for Norges vedkommende. Hvad Bjørnson angår, kan jeg ingen sådanne nærmere oplysninger give; men hvad mig selv betræffer, skal jeg tillade mig at fremhæve følgende mere eller mindre vigtige poster:

​I Finland er mange eller vel rettere de fleste af mine dramatiske arbejder bleven oversatte og opførte såvel i det svenske som i det finske sprog.

​I Rusland ved jeg med sikkerhed at ialfald «De unges forbund» har været oversat og spillet. Af avisberetninger har jeg set at ​det samme skal være tilfældet med «Et dukkehjem».

Dette ​sidstnævnte stykke er også oversat på polsk og opført i Warschau. ​Dersteds udkom ligeledes for nogle år siden en oversættelse af min digtsamling; men da denne blev stærkt ​beklippet af den russiske censur, foranstaltedes ​en ny fuldstændig udgave, der tryktes og udkom i Krakau, altså ​på østerrigsk område.

​ «Hærmændene på Helgeland» er bleven oversat og spillet på ungarsk. Efter sigende ​også «Et dukkehjem»; ialfald er dets opførelse påtænkt.

​I England existerer der to forskellige oversættelser af nysnævnte stykke. ​ «Samfundets støtter» er også bleven oversat på engelsk og har været opført i London.

Det tør med ​temmelig sikkerhed forudsættes at der ​i forskellige lande existerer oversættelser af flere eller færre af mine arbejder, som ikke er komne til min kundskab.

At jeg for ovennævnte oversættelser og opførelser ikke har erholdt nogetsomhelst honorar er naturligvis en selvfølge.

Angående mine literære anliggender i Tyskland skal jeg tillade mig at meddele en kortfattet oversigt.

​ «Hærmændene på Helgeland» er på min bekostning oversat af Emma Klingenfeld og trykt og udgivet, ligeledes på min bekostning og uden at jeg har erholdt noget forfatterhonorar, hos Theodor Ackermann i München, der desuden som kommissionær beregner sig 50 % af indtægten af de solgte exemplarer. Virkeligt forlag af de norske dramatikeres arbejder tør nemlig de tyske boghandlere ikke indlade sig på, da de ​formedelst den manglende konvention aldrig kan være sikkrede mod konkurrerende udgaver.

​ «Fru Inger til Østråt» er oversat og udgivet på samme vilkår som «Hærmændene».

​«Samfundets støtter» ligeså.

​Dette stykke er desuden oversat af Wilhelm Lange i Berlin, der for egen regning ​har ladet samme opføre på mange tyske teatre og ligeså udgivet det hos ​ Ph. Reclam i Leipzig i hans «Universalbibliothek». Derved har Langes oversættelse kunnet sælges for ​20 Pfg:. Min egen, der er anstændigt udstyret, koster ​2 RmՖ og finder derfor kun ringe afsætning. Endvidere har herr ​ Emil Jonas i Berlin udgivet en «bearbejdelse» af stykket, hvilken ligeledes er trykt som godtkøbsudgave og spillet på mange steder i Tyskland.

​«De unges forbund» er oversat af Adolf Strodtmann i Berlin og udgivet hos ​ Duncker sammesteds. Foretagendet er mig uvedkommende og indbringer mig naturligvis intet.

​En anden oversættelse af stykket er udgivet af W. Lange. Også dette foretagende er mig uvedkommende.

​ «Kongs-emnerne» er oversat af Adolf Strodtmann og udgivet ligesom «De unges forbund». ​Teaterhonorarerne for samme tilfalder udelukkende oversætteren.

​ «Brand» er oversat af P. F. Siebold i Kassel og udkommet sammesteds i to oplag.

​Do af Julie Ruhkopf i Dresden, udkommet i «Bibliothek ausländischer Classiker» hos ​ Kühtmann i Bremen.

​Do af baron Alfred von Wolzogen i Schwerin, udgivet i Weimar.

​Do af L. Passarge i Königsberg, udgivet i Leipzig.

​ «Peer Gynt» er ligeledes oversat af L. Passarge og udgivet i Leipzig.

​De fleste af mine digte er oversatte af A. Strodtmann og udgivne i Berlin i hans bog: Das geistige Leben in Dänemark o. s. v.

For at forebygge gentagelse af historien med «Samfundets støtter» traf jeg, da manuskriptet til ​«Et dukkehjem» var færdigt, aftale med W. Lange om i fællesskab med ham at ​udgive stykket på tysk. Han indgik herpå og erholdt korrekturarkene efterhånden tilsendte fra København. Betingelserne var at oversætteren skulde have det hele boghandlerhonorar udelukkende for sin part. Teaterhonorarerne skulde vi derimod dele ligeligt imellem os. ​På dette stykke har jeg således tjent adskilligt ved de tyske teatre; men fremgangsmåden er alligevel ubrugelig for fremtiden. For så vidt muligt at sikkre os imod konkurrence af andre oversættere måtte vi sørge for at få stykket udgivet på tysk samtidigt med originalen. Dette skede også hos Ph. Reclam i Leipzig. Men denne benyttede straks lejligheden til i stor mængde at sende sin ​godtkøbsudgave til de skandinaviske lande hvor den, da den kun koster 20 Pfg: afsattes til meget følbar fortrængsel for originaludgaven, der må betales med 2 kr: 25 øre. ​Ad forretningsmæssig vej erholdt jeg dengang meddelelse om at en enkelt boghandler i København havde solgt 6–800 exemplarer af den tyske «Nora». På denne vis kan jeg regne at jeg igen har tabt alt, hvad jeg tjente gennem honorarer ved de tyske teatre. Altsammen følgen af at vi ingen literær konvention har.

En anden følge af nysnævnte mangel på lovbeskyttelse i Tyskland er den at mange hofteatre og andre store teatre må forblive absolut lukkede for de norske dramatikere. Disse teatre opstiller nemlig som betingelse for et stykkes antagelse, at vedkommende forfatter afgiver en erklæring om at stykket ikke vil blive opført på noget andet teater i samme by. En sådan erklæring er vi norske dramatikere naturligvis ude af stand til at afgive, da vi jo ikke kan forhindre nogensomhelst teaterdirektør fra hos en eller anden konkurrerende oversætter at forskaffe sig stykket og spille samme hvor og så ofte han vil.

Jeg må endnu fremhæve en anden omstændighed, som er til stor skade for os. De teatre, som, tiltrods for den nys nævnte usikkerhed, dog alligevel indlader sig på at spille vore stykker, vover ialfald ikke at ​sætte sig i særlig bekostning med hensyn til stykkernes sceniske udstyr når sådant kræves. Følgen heraf er at vore stykker i Tyskland ikke kan opleve så mange opførelser, som tilfældet vilde være, hvis vi stod under international lovbeskyttelse.

Disse to omstændigheder må nødvendigvis tages i betragtning når talen er om de norske forfatteres tab ved de tyske teatre. Hvor stort dette ​Bjørnsons og mit tab overhovedet og i det hele har været, er det naturligvis umuligt endog blot tilnærmelsesvis at beregne.

For Sverigs vedkommende kan jeg derimod med nøjagtighed angive mit tab for så vidt ​ det kgl: teater angår. Ved at de to skuespil ​«De unges forbund» og «Hærmændene på Helgeland» honoreredes gennem «gratialer» og ikke efter regulativet, der dengang var uanvendeligt på mig som norsk, har jeg havt en mindreindtægt af ca: 3000 kroner.

Ved det kgl: teater i København er forholdet følgende:

​«De unges forbund» honoreredes ​arbitrært med 1200 kroner. ​«Kongs-emnerne» ligeså med 1200 kr:, endvidere ​«Hærmændene på Helgeland» med 2000 kr:, og ​«Samfundets støtter» ligeledes med 2000 kr:, tils: 6,400 kroner.

​Da «Et dukkehjem» indleveredes var ​den literære konvention med Danmark trådt i kraft. Dette stykke måtte altså honoreres efter regulativet og indbragte mig ca: 9000 kroner.

Nu er det en kendsgerning at hvert af ​de 4 førstnævnte stykker i sin tid oplevede omtrent lige så mange og lige så godt besøgte forestillinger som «Et dukkehjem». Havde vi fra 1870 havt literær beskyttelseslov ligeover for Danmark, så vilde jeg altså af disse 4 stykker, istedetfor 6,400 kr., have havt en indtægt af 36,000 kr. Trækkes herfra de ​oppebårne 6,400 kr., så udkommer et beløb af 29,600 kr. For imidlertid ikke under nogen omstændighed at gribe for højt, vil jeg yderligere fradrage for hvert af de 4 stykker 2000 kr., tilsammen 8000 kr. Derved udkommer ialfald et tab til beløb 21,600 kr. Lægges hertil det i Sverig lidte tab af 3000 kr., så løber det hele op til 24,600 kroner.

Altså: for blot to teatres vedkommende og for blot resp: 2 og 4 stykker har jeg, ​formedelst mangel på lovbeskyttelse, lidt en formindskelse i mine indtægter af næsten 25,000 kroner.

Og nu tænke man sig – om Bjørnson og jeg for samtlige vore dramatiske arbejder havde nydt lovbeskyttelse ligeover for Tysklands 150 teatre!

Jeg skal ikke udbrede mig vidtløftigere over disse forhold, skønt mangt og meget endnu kunde være at tilføje. Men jeg håber at det allerede anførte giver al fornøden oversigt. Jeg lægger sagen trøstigt i Deres hænder og stoler på storthingets højsind og ​billighedsfølelse.

Når jeg ivrigt attrår en forøgelse af mine faste årlige indtægter, så er det ikke for derved at berede mig et andet levesæt end hidtil. ​Mine personlige livsfornødenheder er få og ikke kostbare; og de øges ikke med årene; tvertom. Men af hensyn til det land, jeg tilhører, er det mig en nødvendighed såvidt muligt at ​hævde en jævnbyrdig stilling ligeover for de andre landes repræsentanter for literatur, kunst og videnskab, med hvilke jeg ikke kan undgå at komme i berørelse.

Først og fremst er det mig imidlertid af vigtighed, uafhængig af hensyn til den pekuniære vinding, at kunne beskæftige mig udelukkende og uforstyrret med de idéer og problemer, der med naturnødvendighed påtrænger sig mig, og gennem literaturen kun da at melde mig, når jeg har noget at udtale og når jeg synes at den rette tid dertil er forhånden. Derved tror jeg bedst at gavne, om end ikke mine egne ydre interesser, så dog den almenhed, jeg nærmest digter for.

Med gentagen tak for den beredvillighed, hvormed De har mødt min henvendelse, tegner jeg mig